showet
Hawaiʻi, New Zealand og Tahiti: dansene i showet
Hvad hver del af Stillehavet bidrager med til aftenens hula-dominerede program.
Reservér dit bord hos Gilligan's ↗Hulaens to ansigter
| Stil | Hvordan den udføres |
|---|---|
| Hula kahiko | Fremsagt, med trommer og kalebassinstrumenter |
| Hula ʻauana | Sung, med guitar, ukulele og bas |
Hvor hula kommer fra
Hula er en hawaiiansk danseform bygget op omkring mele, eller sang, udviklet af indfødte hawaiianere og traditionelt undervist i en hālau, en danseskole, under en kumu hula, en lærer. Danserne træner i årevis i de håndbevægelser, der står for natur, følelser og historie.
Kahiko, den ældre stil
Hula kahiko er den stil, der blev opført før den vestlige kontakt, danset til fremsigelse frem for sang og akkompagneret af trommer og kalebassinstrumenter. Den blev, og bliver stadig, betragtet som en seriøs, ofte ceremoniel kunstform frem for ren underholdning.
ʻAuana, den nyere stil
Hula ʻauana opstod i løbet af det 19. og 20. århundrede, efter at vestlige instrumenter nåede øerne. Ordet betyder omtrent "at vandre", og stilen synges i dur over guitar, ukulele og bas.
Showets åbningsnummer
Et luau-program som Gilligan's indledes typisk med hula, ofte med en bevægelse fra et nummer i kahiko-stil over i ʻauana, så aftenens første del rummer både den ældre og den nyere side af traditionen.
Over til New Zealand
Fra Hawaiʻi bevæger showet sig videre til New Zealands danstraditioner, båret af de samme hawaiianske livemusikere og trommeslager, som spiller gennem resten af natten.
Tahiti og temposkiftet
Programmet afslutter sin dansesektion på Tahiti, hvor trommerne sætter tempoet op, og koreografien bliver aftenens fysisk mest krævende, hvilket lægger op til den efterfølgende finale med ildknive.